DIY,  Haveliv

Udebad DIY

Sådan lavede vi et udebad til billige penge

Drømmer du om at opgradere din have med et lækkert spaområde, hvor du kan dyppe dig i varmt vand, imens du drikker en kølig drink og kigger ud over de grønne arealer?

Et udebad behøver ikke at betyde at du skal ud at bruge rigtig mange penge for at få den der luksusfølelse. Meget mindre kan sagtens gøre det.

Vi havde efterhånden i nogle år snakket om at det kunne være fantastisk at have sådan et udendørs spabad. Men vi kom aldrig helt til det, fordi vi var i tvivl om det ville give os ekstra arbejde ifht. at skulle passe vandet med ph-værdier, rense det, opvarmning osv.

Men på den anden side, trak tanken om at sidde der i det varme vand, og kigge ud over vores have, under træernes kroner også virkelig meget.

What to do?

Jeg gik i tænkeboks (det er jeg praktisk talt altid, for at finde på nye kreative ideer og løsninger : D ) og kom i tanke om et boligprogram jeg havde set nogle år tidligere. Her havde man placeret et gammelt badekar ude på en terrasse, og smidt noget brænde nedenunder.

Haps! Den idé snupper jeg, og finpudser lidt på den, så den passer ind i vores have.

Det første jeg gjorde, var at søge nettet tyndt for hvordan man gør, og hvad der er DO’S og DONT’S. Der var nærmest ikke noget, skulle jeg hilse og sige, Så der var ikke andet for end at bruge de få oplysninger jeg havde fundet frem til, og så ellers selv bygge videre på ideen.

Det skulle jeg gøre

  • Skaffe et badekar. Det er meget vigtigt at det er af smedejern. Glasfiber eller andet kunststof kan ikke tåle de høje varmegrader fra et bål.
  • Jeg fandt mit på guloggratis.dk til sølle 200 kroner. Badekarrene kan godt være lidt svære at finde, så man skal være ihærdig.
  • Det skal helst stå på nogle fødder ( i mit tilfælde var kravet at det skulle være løvefødder 😉 ) så der kommer afstand fra bunden og ned til bålet.
  • Skaffe et bålfad der passer i bredden af badekarret, så det ikke stikker ud og man risikerer at brænde sig, når man stiger op i badekarret.
  • Finde et egnet sted i min have. Her valgte jeg at det skulle placeres bagerst i haven, under nogle store træer. Her fra er der et kig op til mit orangeri, terrassen og mine blomsterbede. Det er også her der er fuldstændig skærmet af mod vejen og eventuelle nysgerrige blikke 😉
  •  Få manden min samt bonussøn til at grave græsset af, grave bålfadet ned, så det kommer i jordniveau, lægge kantsten samt granitskærver på det område hvor badekarret skal stå. HUSK at lægge en flise af en art under hver badekarsfod. Ellers vil det synke en smule, når der kommer vand (og personer) i det.
  •  Eventuelt male badekarret udenpå. Mit badekar var hvidt, og jeg vidste at det ville blive sodet til, når der kom flammer. Så jeg malede det sort, med varmefast spraymaling.
  •  Lave et låg der kan ligge på når det ikke bliver brugt. Så kan vandet evt. bruges et par gange (i vandet kommer vi også lidt poolrens). Låget skal også ligge på, når der tændes op under badekarret. På den måde bliver vandet hurtigere varmet op (lige som i en gryde 😉 )
  •  Lægge noget i bunden så man ikke brænder bagdelen. Vi har lagt 3 stk. terrassefliser i komposit i bunden. De bliver fint nede under vandet, og flyder ikke ovenpå, som træ ville have gjort (og så risikerer vi heller ikke at få splinter i måsen 😀 ) 
  • Lægge en baderist til at stå på, så man ikke slæber en masse skidt med op i badekarret (og får ømme fødder af at stå på granitskærverne – som kan risikere at blive en smule varme p.g.a. bålet).
  •  Indrette området så det bliver hyggeligt og spa-agtigt.

Det kan virkelig anbefales at gå i gang

Økonomi

  • Badekar = 200 kr.
  • Kantfliser = 200 kr.
  • Granitskærver = 400 kr.
  • Bålfad = 150 kr.
  • 2 x Maling = 173 kr.
  • Komposit plader til bunden = 120 kr.
  • Topplade og maling = Gratis (det var noget vi havde liggende)
  • Stige til håndklæder = 100 kr.
  • Baderist = 85 kr.
  • Lygte og skammel = Gratis (det havde vi i forvejen)
  • Lyskæde = 119 kr.

Total = 1.547 kr.

   

Det er en billig måde at få lidt ekstra luksus og spafølelse ind i hverdagen 🙂

Jeg håber du er blevet inspireret, og at du selv har fået lyst til at installere et badekar i din have.

Del gerne dit projekt på Instagram med hashtagget: #badekarihaven

-Tak fordi du havde lyst til at læse med i dag-

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *